De første år
Stiftelsens grundlægger adelsfrøken Isabelle Brockenhuus-Löwenhjelm havde, siden hun kom til København, været aktiv i menighedsplejen, der var tilknyttet Sankt Johannes Kirke på Nørrebro. Frøken Löwenhjelm ønskede at udvide arbejdet omkring de mange fattige arbejderbørn i brokvarterene og indrettede i 1886 de første arbejdsstuer i en lille lejlighed i Elmegade, hvor børnene fik almen undervisning, et måltid mad og løn for at sy, reparere og stoppe.
Antallet af børn voksede hurtigt, og man flyttede allerede 2 år efter ind i større lokaler på Nørre Allé. Frøken Löwenhjelms erfaringer fra menighedsplejen havde gjort hende opmærksom på manglen på kvalificeret sygepleje, og hurtigt blev aktiviteterne udvidet til også at omfatte en sygeplejeklinik og en sygeplejeskole.
Diakonissehuset og søsterfællesskabet
Den 8. maj 1900 blev arbejdet samlet i et Diakonissehus, og hermed var grundstenen til Sankt Lukas Stiftelsen lagt.
Frøken Löwenhjelm oplevede, at det var svært at holde fast i de unge kvinder efter endt uddannelse, og de omfattende aktiviteter krævede økonomi og arbejdskraft. Etableringen af et Diakonissehus gjorde det muligt at tiltrække flere økonomiske midler til arbejdet samtidig med, at det blev mere attraktivt for unge kvinder at søge ind på Stiftelsen, hvor de kunne få en sygeplejefaglig uddannelse samtidig med, via en uddannelse til diakonisse, at blive en del af et blomstrende søsterfællesskab.
I den første halvdel af det 20. århundrede voksede antallet af diakonisser, prøvesøstre og søsterelever på Stiftelsen støt. I perioden 1940-1945 var der mere end 320 søstre tilknyttet Sankt Lukas Stiftelsen. En del af dem boede og arbejdede på selve Stiftelsen, mens andre var udsendt, primært som hjemmesygeplejersker, til forskellige dele af landet og i visse tilfælde til udlandet gennem missionsselskaber og Folkekirkens Nødhjælp.
Fra 1950’erne begyndte antallet af søstre på Sankt Lukas Stiftelsen at dale i takt med, at staten overtog flere og flere velfærdsopgaver, og kvindernes rolle i samfundet ændrede sig. Men søsterfællesskabet – diakonisserne – er forblevet en helt essentiel del af Stiftelsens selvforståelse. Deres værdier lever videre den dag i dag, hvor deres evne til at tænke nyt og deres omsorg for samfundets svageste er en fortsat inspirationskilde for Stiftelsens medarbejdere.
Et grønt åndehul midt Hellerup
I dag er de stolte mure en velkendt del af bybilledet – men da søstrene erhvervede sig de ti tønder land i 1918, var området anderledes landligt. Omgivet af grønne marker lå den gamle gård, Lundegården, der kom til at lægge navn til Stiftelsens børneinstitutioner og senest vores integrerede børneinstitution.
Det stadigt voksende arbejde, betød at man var ved at vokse ud af de fysiske rammer på Nørrebro, og man bestemte sig for at erhverve området i Hellerup, men før et byggeri kunne gå i gang, skulle der rejses penge. Takket være mange private donationer og en landsindsamling i 1925 blev det muligt at finansiere opførslen af et nyt diakonissehus, og i 1932 kunne søstrene endelig flytte ind på den nye Sankt Lukas Stiftelse, der nu også både rummede et stort diakonissehus, egen kirke og et efter datidens målestok topmoderne hospital med over 100 sengepladser.
I de følgende år blev der bygget til, efterhånden som Stiftelsen udvidede sine aktiviteter. I 1941 byggede man Lindely, som i starten var alderdomshjem for de første diakonisser, der på grund af alder eller sygdom var blevet plejekrævende, og som senere blev til et moderne plejehjem. I 1961 opførtes Dronning Alexandrines hus med sengepladser til langvarigt syge – en forløber for Sankt Lukas Hospice, der har til huse i samme bygning i dag. I 1967 opførtes nye bygninger til den anerkendte sygeplejeskole, der havde stor søgning.
Markerne, der i starten omgav Sankt Lukas søstrenes nye domicil, er for længst væk. Men i hjertet af de historiske bygninger ligger en smuk grøn park med gamle træer, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra Lundegårdens tid. Parken er et yndet opholdssted, der inviterer til ro og fordybelse for de mange mennesker, der har deres daglige gang på Stiftelsen i dag.
Børnene
Børnene har altid haft en særlig plads i Sankt Lukas søstrenes hjerte. I Stiftelsens tidlige år på Nørrebro blev arbejdstuerne for de fattige børn hurtigt suppleret med et spædbørnehjem for nyfødte børn, der ventede på at blive bortadopteret. For de lidt ældre børn oprettede man et børneoptagelseshjem, hvor børn, der ventede på at få en plejefamilie, eller børn, hvis forældre var syge, kunne bo midlertidigt. Arbejdsstuerne blev nedlagt i forbindelse med flytningen til Hellerup, men spædbørnehjemmet og børneoptagelseshjemmet flyttede med og opnåede efter flytningen støtte fra det offentlige til den daglige drift.
I 1940’erne fik lederen af spædbørnehjemmet den idé at inddele børnene i mindre grupper med fire børn i forskellige aldre og en fast barneplejerske – en slags forløber for de integrerede daginstitutioner, man kender i dag. Spædbørnehjemmet eksisterede helt indtil 1970’erne, hvor belægningen begyndte at dale, hvilket førte til, at det blev omdannet til den første integrerede daginstitution i Gentofte Kommune, Lundegård. Børneoptagelseshjemmet blev afløst af et nyt søster-projekt, nemlig Pilehuset – et hjem for børn med fysiske og psykiske handicap, som Stiftelsen drev indtil 1990’erne.
Den integrerede daginstitution Lundegård er i dag en veletableret del af dagtilbuddet i Gentofte Kommune. Søstrenes historiske engagement i børnene kommer også til udtryk gennem mange andre af vores aktiviteter i dag – fra specialkrisecentret Rosenly, der tager imod voldsramte kvinder og deres børn, til Lukashuset, hvor alvorligt syge børn kan blive indlagt til lindring og aflastning.
Det sundhedsfaglige fokus
Der, hvor Sankt Lukas søstrene har sat deres væsentligste positive aftryk på velfærdssamfundet, som vi kender det i dag, er utvivlsomt inden for det sundhedsfaglige felt. Det, der startede som en lille klinik på Nørrebro, blev med tiden til et hospital, der i mange årtier indgik som en væsentlig del af hovedstadsområdets sundhedsvæsen, og en velrenommeret sygeplejeskole.
I 1980’erne begyndte en omorganisering af sygehusvæsnet, som førte til nedlægning af mindre sygehuse over hele landet. Samtidigt besluttede Københavns Amt at centralisere sygeplejerskeuddannelserne, og det førte til, at såvel Sankt Lukas Stiftelsens hospital som sygeplejeskolen måtte lukke i starten af 1990’erne.
Nogle af søstrene så imidlertid dette som en mulighed for at genoptage arbejdet med et emne, der havde optaget dem i flere år, nemlig omsorgen for døende – eller det, vi i dag kalder palliation. I 1992 åbnede Sankt Lukas Stiftelsen Danmarks første hospice. Fem år senere kom turen til det første udgående hospiceteam. Og i 2015 åbnede Lukashuset – det første hospice for børn og unge herhjemme.
Dette blev startskuddet til et nyt, vigtigt kapitel i Stiftelsen, der i dag er en anerkendt aktør inden for det palliative område i Danmark – et arbejde, der også i dag bliver båret videre af dygtige fagkompetencer, som arbejder for at udvikle og styrke vilkårene for uhelbredeligt syge og døende i Danmark.
Kilde: Sankt Lukas Stiftelsens arkiver samt “Med glæden som værktøj” af Liselotte Malmgart, Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, 2000.
Er du nysgerrig efter at vide mere om vores historie, kan du besøge vores lille museum på Bernstorffsvej. Læs mere om museet her.
