Intro

Intro

Sommerferie i skønne omgivelser ved strand og skov

Refugium Smidstrup Strand tilbyder Bed & Breakfast ophold for gæster, der ønsker ro, fordybelse og muligheden for at nyde den nordsjællandske natur.

Vi har 20 enkeltværelser og 2 dobbeltværelser – alle med eget bad og toilet. Vores værelser er lyse, enkelt indrettet, har udsigt til naturen og egen indgang via overdækket gangareal. Hvert værelse har mindre terrasse med en kurvestol.

Der er gratis trådløst internet over hele Refugiet. Morgenmaden serveres i Stenhuset, den smukke gamle villa midt på grunden.

Book dit ophold her

Pris for Bed & Breakfast ophold

Pris pr. nat i enkeltværelse inkl. morgenmad                            kr. 525,-
Pris pr. nat i dobbeltværelse inkl. morgenmad                         kr. 850,-

Minimum reservation på 2 overnatninger.

Ring til os på tlf. 48 31 80 25 eller mail på refugium@sanktlukas.dk

Vi glæder os til at byde velkommen på Refugium Smidstrup Strand.

 

Historien bag Refugium Smidstrup Strand

I 1920 købte Sankt Lukas Stiftelsen den smukke strandvilla ”Stenhuset”, der med udsigt over Kattegat havde en fantastisk beliggenhed. Strandvillaen blev brugt som ferie –og retrætebolig for de hårdt arbejdende søstre fra Sankt Lukas Stiftelsen. Gamle billeder og historier fortæller, at søstrene cyklede (”ciklede”) fra København til Smidstrup for at komme på ophold.

Senere fik søstrene brug for mere plads og i 1988 blev der bygget 22 værelser, en kirke og et mødelokale på grunden.

Alle bygninger er gennem de sidste par år blevet renoveret og opdateret til et mere nutidigt præg, men det er vigtigt for at os, at bibeholde roen og stemningen, som den gang søstrene brugte Stenhuset til ferie –og retræteophold.

Læs mere om Sankt Lukas Stiftelsen her. https://sanktlukas.dk/

Strandkirken

I forbindelse med Refugium Smidstrup Strand ligger den lille sekskantede kirke, Strandkirken. Den prisbelønnede og smukke kirke er tegnet af arkitektfirmaet Hvidt og Mølgaard og opført i 1988.

Refugiets lille trækirke er åben for alle gæster for stilhed, refleksioner og eftertanke. I sommerferieperioden bliver der afholdt aftengudstjenester ved Sankt Lukas Stiftelsensens præster. Disse gudstjenester er åbne for områdets ferierende gæster og beboere.

Kirken har plads til ca. 36 personer.

Beliggenhed

Med kun 5 km til skønne Gilleleje finder du Refugium Smidstrup Strand beliggende på en stor ugeneret naturgrund med rigt dyreliv og fuglesang.

Mellem graner, birk og fyrtræer kan du tydeligt se Kattegat. Nogle dage med hvide skumtoppe – andre dage fuldstændig blikstille og med hvide sejlskibe vuggende i horisonten. Er det tidligt morgen, møder du rådyr, harer og egern på grunden og naboen på vej ned til en morgendukkert.

Nordsjælland har rigtig meget at byde på for vores feriegæster. Besøg skønne Gilleleje og spis friskfanget fisk på havnen.

Er du til vandreture anbefaler vi Gilbjergstien langs Kattegat eller Kierkegaard by Nature – en interaktiv vandrerute i Søren Kierkegaards fodspor.

Læs mere om oplevelser omkring Gilleleje her: Gilleleje – fiskerbyen på toppen