Hvordan og hvornår begyndte du at arbejde i Lukashuset?
Jeg kom til Lukashuset for knap syv år siden, kort efter det var åbnet. Jeg fik anbefalet stedet af en tidligere kollega fra Rigshospitalet, som spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve at arbejde her som timelønnet sygeplejerske. Det gjorde jeg, og det føltes rigtigt, og siden har jeg været så heldig at få en fast stilling.
Hvad består dit arbejde i?
En sygeplejefunktion i Lukashuset er meget bred. Arbejdet spænder helt fra sygeplejetekniske og -faglige opgaver til at bage boller, lege med søskende og tage sig af bedsteforældre eller andre pårørende til familierne, hvis de har behov for at få en snak. Livskvalitet er helt centralt, både når vi lindrer smerter, åndenød eller udfører plejeopgaver. Nogle gange er den største aflastning, man kan gøre for en familie, at hjælpe dem med at vaske tøj, og så er det det, jeg gør den dag, hvis det er det, der giver mening. Der er ikke noget, som hedder typiske arbejdsdage som sygeplejerske i Lukashuset, for det har også meget at gøre med, hvordan børnene og familierne har det. Vi arbejder ud fra en familiecentreret tilgang.
Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?
Jeg holder meget af bredden i opgaverne og af, at vores hus ændrer sig, hver gang der kommer en ny familie ind. Så sker der noget med dynamikken. Det her hus kan noget særligt. Noget, som ikke har med os som personale at gøre. Vi skaber selvfølgelig rammerne, men vi oplever, at familierne også drager omsorg for hinanden. Nogle gange – for eksempel når vi når til en livsafslutning – sker der noget i den omsorg og kontakt, familierne har til hinanden, som jeg ikke har oplevet nogen andre steder. Det er meget rørende, og selvfølgelig kan det være enormt hårdt at skulle være til stede og vidne så meget sorg, krise og tristhed, men vi er her også til alt det glædelige og livsbekræftende.
Hvad er en god arbejdsdag for dig?
En god dag behøver ikke nødvendigvis at være en dag, hvor alt bare glider. Det kan også være, når noget har været svært, og det så begynder at løsne sig. For eksempel hvis et barn, der har haft det skidt rigtig længe, lige pludselig får overskud til at smile til sine forældre eller begynde at lege med sit legetøj. At barnet på en eller anden måde åbner op mod verden udadtil. En god dag kan også være en dag, hvor vi har stablet et arrangement for de indlagte familier på benene, og det bare klapper. For eksempel har vi prøvet at holde fastelavn, hvor de indlagte familier ikke har virket så interesserede. Personalet har taget udklædning på og smykket sig som pandaer, og jeg ved ikke hvad. Man står der og ligner lidt en klovn, men så lige pludselig ud fra stuerne kommer forældrene, og så har de også klædt sig ud. Alle sammen! Og nogen har måske også klædt børnene ud. Det er sådan noget, hvor jeg får gåsehud. At vi gør noget ”almindeligt” sammen og skaber små minder, som familierne kan have med sig til senere.
Det må også være hårdt at arbejde på børne- og ungehospice. Hvordan tackler du det?
Der er ingen tvivl om, at det er et job, som indebærer en vis grad af psykisk belastning. Derfor gør vi meget ud af at tage hånd om hinanden som kollegaer, hvis vi har stået i en svær situation. Udover at tale med familierne, bruger vi også tid på at tale situationen igennem med hinanden. Vi ved desuden, at det er rigtig vigtigt at tage hånd om vores psykiske velbefindende, når vi har fri – for eksempel ved at meditere. En ret betragtelig del af os strikker, laver håndarbejde eller andre kreative ting. Det er vigtigt at gøre sådan nogle ting for at få ro i sine tanker.