Lukashuset er Sankt Lukas Stiftelsens lindrende og aflastende tilbud til børn og unge med livstruende sygdomme. Her arbejder vi for, at familier får lindring, aflastning og støtte i en svær tid.
Lukasdagen skaber et trygt rum til at mødes igen og være sammen med andre, der ved, hvad det vil sige at leve med livstruende sygdom i familien.


Dagens program bød på både ro og aktivitet: samtaler ved bordene, leg på plænen og musikindslag, der gav små pauser til fordybelse og nærvær. Vores protektor, skuespiller Henrik Koefoed, bidrog med sang og læste eventyret Tornerose op for både børn og voksne.
Dagen blev afsluttet med vores lanterneritual i Stiftelsens store have. Her tændte vi lys og hængte lanterner op – stille hilsner og påmindelser om de børn, der er gået bort, og de børn, der fortsat lever med alvorlig sygdom.
I år deltog 19 familier – det højeste antal siden Lukashuset åbnede i 2015.
En stor tak til alle familier, frivillige og medarbejdere, som gjorde dagen til noget helt særligt.



