Kom til højskoleaftener tre tirsdage i efteråret

Sankt Lukas Stiftelsen inviterer til LIVSMOD-aftener i oktober og november, hvor tre indsigtsfulde foredragsholdere lægger vejen forbi Stiftelsen i Hellerup. Aftenerne byder på sang, foredrag og mulighed for spørgsmål og debat.

Del nyhed Link kopieret

Når efteråret melder sin ankomst, vender Sankt Lukas Stiftelsens LIVSMOD-aftener tilbage. I år får Stiftelsen besøg af Søren Schauser, Connie Hedegaard og Knud Foldschack, som alle vil belyse begrebet livsmod fra forskellige vinkler.

Første LIVSMOD-aften er den 24. oktober med Søren Schauser, som er violinist, ph.d. i filosofi, forfatter, musikhistoriker og lektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Denne aften vil stå i musikkens tegn og kredse omkring, hvad musikken kan, og hvordan den kan give os livsmod og livsglæde.

Tirsdagen efter, den 31. oktober, holder Connie Hedegaard foredrag om, hvordan hun finder plads til håb og livsmod i en tid, hvor klimakatastroferne bliver flere og rykker tættere på. Connie Hedegaard har brugt meget af sin karriere på at tale miljøets sag, og det fortsætter hun utrætteligt med.

Sidst, men ikke mindst holder advokat Knud Foldschack foredrag ved LIVSMOD-aftenen den 7. november. Knud Foldschack er kendt for at stille op for samfundets svageste, men de færreste ved, at han også selv kommer fra en udsat baggrund som børnehjemsbarn og har boet på Sankt Lukas Stiftelsen i flere perioder.

Alle aftener begynder kl. 19, og der vil blive serveret et glas vin eller saft og lidt snacks. Arrangementerne varer cirka to timer og foregår i Sankt Lukas Stiftelsens smukke festsal.

En enkelt LIVSMOD-aften koster 80 kroner inkl. forplejning, mens en samlet billet til alle tre højskoleaftener koster 200 kroner.

Læs mere om program og tilmelding her.