Sankt Lukas Stiftelsen er midt i et omfattende udviklingsprojekt, som blandt andet omfatter opførelsen af nye hospicebygninger.
De nye bygninger bliver en del af Stiftelsens palliationscenter, som kommer til at rumme et udvidet hospice til voksne, et styrket udgående hospiceteam, Danmarks første daghospice og nye rammer for Lukashuset, Stiftelsens børne- og ungehospice.
Ambitionen er at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb og fungere som et knudepunkt for fremtidens specialiserede palliation i Danmark.
Palliationscenteret skal samtidig styrke sammenhængen mellem klinisk praksis, forskning og udvikling, blandt andet gennem Stiftelsens aktive forskningscenter Akademia.
”Jeg er meget glad for, at vi kan byde Henrik Larsen velkommen som vores nye cheflæge på et helt afgørende tidspunkt. Henrik kommer til os med stor faglig tyngde, solid ledelseserfaring og en indgående forståelse for, hvordan palliation skal udvikles i de kommende år. Det er meget vigtigt for os, fordi vi både skal tage hånd om de patienter og pårørende, der har brug for os her og nu, og samtidig udvikle de nye tilbud og den faglighed, som vores kommende palliationscenter kalder på. Dén opgave er Henrik særdeles godt rustet til at bidrage til,” siger Lone Bjørklund, administrerende direktør for Sankt Lukas Stiftelsen.
Palliation i mere end to årtier
Henrik Larsen kommer fra en stilling som lægelig teamleder på Palliativt afsnit i Center for kræft og organsygdomme på Rigshospitalet og har i mere end to årtier arbejdet med palliation.
Han har også mange års erfaring fra Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital og har gennem en lang række faglige og ledelsesmæssige roller bidraget til udviklingen af det palliative felt i Danmark.
Han er speciallæge i intern medicin og nordisk specialist i palliativ medicin og har derudover erfaring med kvalitetsudvikling, undervisning og nationalt udviklingsarbejde.
Han har været næstforperson i Region Hovedstadens Sundhedsfaglige Råd for Palliativ Behandling og er i dag næstforperson i det tilsvarende råd for palliation i Region Østdanmark.
“Sankt Lukas Stiftelsens høje ambitionsniveau betyder meget for mig. Den specialiserede palliation skal hele tiden udvikle sig, og det får jeg mulighed for at bidrage direkte til på Stiftelsen, hvor palliative behandlinger, forskning og udvikling skal hænge tæt sammen i det nye palliationscenter. Som ny cheflæge glæder jeg mig til at bidrage til den proces, hvor den nyeste viden implementeres direkte i hospiceenhedernes hverdag, så den kommer patienter og pårørende til gode. Jeg ser virkelig frem til dette arbejde i fællesskab med Stiftelsens mange, dedikerede medarbejdere,” siger Henrik Larsen.
Stiftelsens nye palliationscenter står efter planen færdigt i løbet af 2029 og forventes bl.a. at kunne tilbyde fleksible, differentierede patientforløb samt de mest effektive symptomlindrende behandlinger inden for specialiseret palliation.
Om Sankt Lukas Stiftelsen
Sankt Lukas Stiftelsen har mere end 125 års erfaring med at levere sundheds- og velfærdstilbud. Stiftelsens arbejde bygger på et stærkt folkekirkeligt værdigrundlag med fokus på høj faglighed, professionalisme og værdighed.
Sankt Lukas Stiftelsens aktiviteter omfatter drift og udvikling af et hospice, et børnehospice, udgående hospiceteam, daginstitution og specialkrisecenter for kvinder.
Derudover tilbyder Stiftelsen konference- og kursusfaciliteter på et refugium i Smidstrup Strand.
Stiftelsen er en mangfoldig arbejdsplads med cirka 250 medarbejdere og frivillige, der hver dag arbejder for at sikre omsorg, værdighed og respekt til både børn og voksne.
Sankt Lukas Stiftelsen er en erhvervsdrivende, almennyttig fond med driftsoverenskomster med både regioner og kommuner, og Stiftelsen samarbejder med erhvervslivet, andre fonde, civilsamfundsorganisationer og faglige netværk.
Pressekontakt
Søren Hjortdal
Kommunikations- og presserådgiver
Sankt Lukas Stiftelsen
E-mail: shjs@sanktlukas.dk
Tlf.: 51 26 06 61
Pressebilleder
Følgende pressebillede må kun bruges til redaktionelle formål.

Henrik Larsen har arbejdet med palliation i mere end to årtier og skal være med til at udvikle fremtidens palliation på Sankt Lukas Stiftelsen.
