Administrerende direktør Lone Bjørklund bød velkommen i kirken og satte ord på det fællesskab, der binder Stiftelsen sammen på tværs af fagligheder, funktioner og opgaver:
“Selvom vi her på Stiftelsen er mange forskellige mennesker med forskellige funktioner og fagligheder, så oplever jeg, at vi deler en fælles forståelse af, hvorfor vi er her – og for hvem vi er her,” sagde hun.
Harpenist Helen Davies Mikkelborg spillede og gav markeringen stemningsfulde og rolige øjeblikke med plads til fordybelse og nærvær.
Virksomhedspræst Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen holdt dernæst en refleksion med afsæt i noget så konkret som frø som et billede på håb, forventninger og det, der med tiden kan vokse frem. Han knyttede frøene sammen med Stiftelsens hospicebyggeri:
“Vi står på kanten af at skulle rydde en plads – ‘pløje en mark så at sige’ – for at plante noget nyt, som forhåbentlig om få år vil blomstre og blive til gavn og lindring for mange.”
Efter samlingen gik alle deltagerne udenfor, hvor Stiftelsens gartner havde gjort et nyt fælles blomsterbed klar. Lige ved siden af stod et skilt med ordene: “Alle fremtidens blomster findes i nutidens frø,” og alle deltagere tømte de farvestrålende frøposer, de havde fået i kirken som et fælles symbol på forventninger, vækst og fællesskab.
Dagen blev også en anledning til at sende en særlig tak og anerkendelse til en række af Stiftelsens søstre, som kan fejre imponerende jubilæer – helt op til 70 års virke på Sankt Lukas Stiftelsen.
