Sankt Lukas Stiftelsen er en sundheds- og velfærdsaktør, der blandt andet driver Danmarks største voksenhospice og Lukashuset, som er et lindrende og aflastende tilbud til børn med livstruende sygdomme og deres familier.
I 2020 påbegyndte stiftelsen sit arbejde med en ambitiøs udviklingsplan, som betyder, at stiftelsen nu etablerer et nyt, moderne palliationscenter, har påbegyndt arbejdet i forskningscenteret Akademia og arbejder aktivt for, at flere livstruende syge patienter kan modtage lindrende behandling i deres eget hjem.
For at gøre Sankt Lukas Stiftelsens bestyrelse fagligt endnu stærkere henter bestyrelsen nu direktør hos Komiteen for Sundhedsoplysning, Charan Nelander, ind som sit nyeste medlem.
Nytænkende sundhedsløsninger er nødvendige
Charan Nelander har et omfattende internationalt netværk, stor indsigt i sundhedsområdet og et skarpt blik for innovative og nytænkende sundhedsløsninger.
Han vil i bestyrelsen arbejde for, at Sankt Lukas Stiftelsen har den rette strategiske, sundhedsfaglige position – nationalt og på sigt også internationalt.
”Sankt Lukas Stiftelsen etablerer et state of the art palliationscenter og noget af det, jeg kan bidrage til, er, at centeret og stiftelsen har den rette position i det danske og internationale sundhedslandskab. Det, tror jeg, er helt afgørende, fordi palliationscenteret skal arbejde tæt sammen med mange forskellige private, offentlige og politiske aktører,” siger Charan Nelander og fortsætter:
”Det er for mig rigtig interessant, at stiftelsen arbejder målrettet frem mod at kunne udbrede de nyeste og mest effektive behandlinger inden for palliation til hele Danmark, så de kommer os alle til gode. Der skal uden tvivl nytænkning og nye, innovative løsninger til for, at så mange som muligt kan modtage den lindrende behandling, de har behov for, i fremtiden. Dét vil jeg gerne arbejde for sammen med resten af bestyrelsen.” Om Charan Nelander
Charan Nelander er 56 år, uddannet cand.polit. og har mange års erfaring med ledelse og udvikling af projekter inden for sundhedsområdet. Han har omfattende erfaring med at skabe resultater, når offentlige, private og politiske aktører samarbejder.
Charan Nelander er bl.a. formand for den nationale styregruppe for patientuddannelse, bestyrelsesmedlem i Rådet for Bedre Hygiejne og medlem af den nationale styregruppe for afstigmatisering af psykiatrien.
Pressekontakt
Søren Hjortdal, kommunikations- og presserådgiver, Sankt Lukas Stiftelsen, shjs@sanktlukas.dk, tlf. 51 26 06 61.
Pressebillede
Følgende pressebillede må kun bruges til redaktionelle formål.