Caféen og det sociale liv

Caféen og det sociale liv

På Lindely har vi et engageret og idérigt aktivitetsteam, som sørger for, at der er et aktivt liv på plejehjemmet. Vores café danner rammen om mange af vores indendørs aktiviteter. 

På Lindely er der aktiviteter hver uge takket være vores dedikerede aktivitetsteam, som tæller både plejehjemmets aktivitetsmedarbejdere og vores frivillige. Hver fredag opsætter vi en ugeplan på etagerne, så du kan se, hvad der sker i den kommende uge.

Mange af vores indendørs arrangementer bliver afholdt i Lindelys café. Caféen fungerer både som aktivitetscenter og socialt tilbud til vores beboere. Her er der altid mulighed for at få en kop kaffe, noget sødt og en snak, hvis man har brug for det.

Caféen ligger i stueetagen i Lindely, til højre for hovedindgangen. Den har åbent alle hverdage fra klokken 10-16.

Caféens aktiviteter

I caféen holder vi jævnligt quiz- og bridgeaftener såvel som hyggelig højtlæsning. Mandag, onsdag og fredag formiddag er der musik og bevægelse, hvilket bidrager til at holde kroppen i gang.

Vi kan også finde på at spille banko, holde filmfremvisning, sylte asier og bær fra vores egen have, binde buketter og lave håndarbejde.

Derudover bager vi et par gange om ugen, så der er noget lækkert til ganen. Vi sørger for, at der hver fredag bliver omdelt noget sødt, og vi holder også fredagsbar, hvor vi serverer drinks.

Arrangementerne i caféen har årets mærkedage og højtider for øje, og derfor har vi for eksempel også julemarked, jule- og påskefrokost. Hvert år arrangerer vi forårs- og høstfest med levende musik og boder.

Det sker desuden, at vi arrangerer ture ud af huset i vores egen minibus. Det kan du læse mere om her.