Traditioner og arrangementer

Traditioner og arrangementer

Det er en stor omvæltning at flytte til en plejebolig efter et langt liv i egen bolig. Derfor har vi på Lindely stort fokus på at skabe et godt fællesskab og en god hverdag for dig så hurtigt som muligt.

En aktiv hverdag øger livsglæden og fællesskabsfølelsen, og hos os er der rig mulighed for at deltage i forskellige fællesarrangementer. Hver uge sætter vi en plan op på vores opslagstavler for den kommende uge, så du kan få et overblik over, hvad du har lyst til at deltage i.

Vi kan for eksempel finde på at tage på æbleplukningstur til Frydenlund Frugtplantage om efteråret. Til foråret tager vi ud for at se kirsebærtræerne blomstre, og i sommermånederne går turen blandt andet til skov og strand. Vi nyder også at rykke aftensmåltidet ud i haven for at grille på lune sommeraftener.

Når vejret er til det, kan man tage en tur på vores specialdesignede tandemcykel, som de fleste med et par friske ben kan bruge. Hvis benene ikke er klar på en cykeltur, har vi også en minibus, som Gentofte Kommune har stillet til rådighed.

Minibussen bruger vi til udflugter hele året rundt, og det er muligt for dig og dine pårørende at låne bussen, hvis I ønsker at tage nogle beboere med på tur. Det kræver bare, at chaufføren har almindeligt kørekort, og at I laver en aftale med os om det på forhånd.

En del af fællesskabet på Sankt Lukas Stiftelsen

Som beboer på plejehjemmet er man en del af det større fællesskab på Sankt Lukas Stiftelsen. Stiftelsens vuggestue og børnehave, Lundegård, ligger lige rundt om hjørnet. Børnene og vores beboere har stor glæde af hinanden. Vi siger hej, når vi ser hinanden i haven, og børnene kommer af og til på besøg og synger for og med os – det er altid hyggeligt for store som små.

Der er mulighed for at deltage i højmesse i Sankt Lukas Stiftelsens kirke hver søndag, og der er gudstjeneste på Lindely to gange om måneden. Stiftelsens præster står også til rådighed, hvis du har lyst til at tale med dem.