Plejehjemmet Lindely – 2 SSH-medarbejdere -Ansøgningsfrist Løbende

Er du uddannet social- og sundhedshjælper og har forståelse og respekt for det hele menneske? Så er du måske vores nye kollega på plejehjemmet Lindely?

Hvem er vi:

Vi, dine kommende kolleger, er en skøn gruppe af mangfoldige, engagerede og dygtige afdelingssygeplejersker, SSA’er, SSH’er, aktivitetsmedarbejdere samt et par søstre fra Sankt Lukas Stiftelsen, der hver dag går på arbejde som ”gæster” i 74 beboeres hjem på Plejehjemmet Lindely.

Vi er en del af Sankt Lukas Stiftelses-familien, hvilket betyder, at vi bor hyggeligt og roligt midt i en lille ”landsby” med børnehave, hospice, kirke og skøn park omkring os i et smørhul i Hellerup.

Vi har siden sommeren sidste år været i gang med en organisationsændring, der dels har haft et skærpet fokus på kerneopgaven, nemlig beboerne, men også haft til hensigt at få løftet os alle fagligt. Corona-belejringen kom dog lige i vejen og har forlænget processen, men vi er kommet godt igennem den og er på sporet igen.

Det betyder, at vi viderefører princippet om, at vi arbejder som gæster i beboerens hjem, fremfor at beboerne bor på vores arbejdsplads. Vi vil tilstræbe, at mest muligt af den enkelte beboers autonomi bibeholdes – med mindst mulig brug af institutionstankegang, ud over de rutiner der er strengt nødvendige for driften. Vi interesserer os for det enkelte menneske og deres livshistorie, mens vi naturligvis også forholder os til diagnoser og plejefaglige overvejelser.

Vi ønsker, at vores beboere får den bedst mulige omsorg og pleje med fokus på forebyggende indsatser, og vi har derfor et ønske om at ansætte 2 kompetente og engagerede social- og sundhedshjælpere.

Dine opgaver

Du kommer til at arbejde i dagvagt, med weekendvagt hver 3. weekend. I det daglige bliver du en del af et team bestående af 4 medarbejdere samt en fagkoordinator, som deler plejeopgaverne på en etage med 17 beboere. Dvs. at du til dagligt har ansvaret for den basale pleje hos ca. 4 beboere, hvor du ligeledes bliver kontaktperson. Du sparrer med dine kollegaer og afdelingssygeplejersken om stort og småt, og på den måde bliver vi alle sammen stærkere fagligt.

Vil du med på rejsen?

Hvem er du?

  • Du skal kunne se dig selv ind i de holdninger og tanker, vi beskriver ovenfor.
  • Du er uddannet social- og sundhedshjælper
  • Du har gerne erfaring med den ældre medicinske patient
  • Du viser engagement i dit arbejde og brænder for at yde den bedste omsorg og pleje
  • Du er god til at kommunikere med dine kollegaer og forstår vigtigheden heraf
  • Vi sørger for en ordentlig opstart for dig, du får en ligestillet kollega tilknyttet som buddy, som sammen med din afdelingssygeplejerske vil få dig trygt og godt i gang.

Du er meget velkommen til at kigge forbi og hilse på, helt uforpligtende, og få en rundvisning.

Ring til Fie, afdelingssygeplejerske på tlf. 2440 9537 vedr. rundvisning.

Ansøgning og Ansøgningsfrist

Da sommeren er over os, holder vi løbende samtaler, så skriv eller ring hellere i dag end i næste uge.

Ansøgning + CV + uddannelsesbevis sendes til Fie, afdelingssygeplejerske, på fies@gentofte.dk så hører du fra os indenfor få hverdage, vedr. indkaldelse til samtale.

Bedste hilsener på vegne af hele Lindely,
Sara, Silke og Fie, afdelingssygeplejersker.