Refugium Smidstrup Strand – 100 år

Refugium Smidstrup Strand – 100 år

Tirsdag den 28. april er en stor dag på Refugium Smidstrup Strand. Netop denne dag kan vores Nordsjællandske perle fejre 100 år som en del af Sankt Lukas Stiftelsen.

Vi havde glædet os til en stor dag med taler, kaffe/kage, andagt i kirken, gæster fra Stiftelsen men også besøg af venner og samarbejdspartnere.

Nu gemmer vi den store fejring til senere på året, hvor vi alle kan samles igen. I stedet mødes Refugiets medarbejderne og hejser flaget og nyder kaffe og morgenbrød sammen (med afstand selvfølgelig), for på den måde at markerer de 100 år som en del af Sankt Lukas Stiftelsen.

I øjeblikket står tiden stille på Refugium Smidstrup Strand.

Vi er – som alle jer andre – ramt af Corona-krisen. Normalt ville husene summe af liv og glade gæster på denne tid, i stedet går tiden med at holde spindelvævet væk. Vi håber, at have gæster tilbage i huset meget snart.

Nedenfor kan I læse kort om Refugiets historie.

100 år ved strandkanten

I 1916 byggede Forlagsboghandler Jeppesen et sommerhus ved kanten af Øresund. Beliggenheden og omgivelserne var perfekte. Der var ro, plads til fordybelse og på det tidspunkt – ingen andre huse i nærheden. I 1920 overtog Sankt Lukas Stiftelsen sommerhuset (i dag kaldet Stenhuset – se vedhæftede billede) med det formål at bruge huset til feriehjem for Søstrene.

På Refugiet i dag kan man se billeder fra den tid, hvor Søstrene ferierede i Nordsjælland. Skønne billeder, der viser en helt anden tidsånd.

I midten 1930’erne udbyggede Stiftelsen Refugium Smidstrup Strand med 12 små værelse i et anneks og igen i 1988 valgte man at udbygge Refugiet. Annekset blev revet ned, 22 nye værelser, en lille kirke og en konferencesal kom til og langsomt blev stedet ”forvandlet” til det konference- og retrætested vi kender i dag.

I dag har gæster fra hele landet mulighed for at afholde kurser, møder eller yoga-retreats her. Vores rummelige og velindrettede konferencelokale har den skønneste udsigt til havet. Vores værelser er enkle og fortsætter den arbejdsro og fordybelse som er kendetegnende for hele stedet. Refugiets lille trækirke er åben for alle gæster for stilhed, andagter og eftertanke.

Beliggenheden på en stor naturgrund med daglig besøg af rådyr og har direkte adgang til stranden giver Refugiet den sidste fornemmelse af idyl. Men modsat Forlagsboghandler Jeppesen i 1916, har vi en del naboer i dag.