Hvad er det dog, musikken kan?
Musik giver glæde og griber os – men kan musikken også åbne for LIVSMOD, når livet gør ondt?
Martin Luther, der selv spillede fløjte og lut, mente for eksempel, at musikken havde evne til at opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen. Luther betragtede også musikken som forkyndelse i sig selv, når den blev brugt til at prise Gud.
Hvad musikken kan – og hvordan den kan være med til at give os LIVSMOD og livsglæde – får vi flere eksempler på denne aften, hvor Søren Schauser, violinist, ph.d. i filosofi, musikhistoriker og lektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, gæster Sankt Lukas Stiftelsen.
Mange af os kender Søren Schauser fra Den klassiske musikquiz på DR og som skribent i Information, Politiken og Berlingske. Han er desuden forfatter til bøgerne Klassisk! om europæisk musikhistorie og Tankevandring om filosofiens historie.
Glæd jer til mødet med Søren Schauser, der med sin uudtømmelige musikviden og fantastiske formidlingsevne vil fortælle mere om, hvad musikken kan.
Om LIVSMOD-aftenerne
Hver LIVSMOD-aften byder på sang, hovedforedrag og mulighed for spørgsmål og debat. Vi serverer i løbet af aftenen et glas vin eller saft samt lidt snacks. Arrangementet varer cirka to timer.
Mødetid og sted
Tirsdag den 24. oktober kl. 19.00 i Sankt Lukas Stiftelsens smukke festsal. Indgang gennem hovedporten på hjørnet af Tuborgvej og Bernstorffsvej 20 i Hellerup. Der er god mulighed for parkering ved hovedindgangen og på Bernstorffsvej.
Pris og tilmelding
Enkelt aften inkl. forplejning 80 kr. Alle tre LIVSMOD-aftener 200 kr. Billet købes ved at sende beløbet til MobilePay 60364 med teksten: dit navn + ”Livsmod”. Hvis du ikke har adgang til MobilePay, kan du kontakte Jakob Rönnow på jaro@sanktlukas.dk
Arrangør
Sankt Lukas Stiftelsen. Udvalget: medlemmer af Lukas Fællesskabet Linda M. Rönnow og Hanne Pedersen, hospicepræst Mette Devantier og seniorpræst Jakob Rönnow
Sankt Lukas Stiftelsen er et forunderligt sted, der gennem årene har givet – og stadig giver – mennesker livsmod og håb. Med afsæt i det kristne budskab om næstekærlighed har Stiftelsen i mere end hundrede år arbejdet for at drage omsorg for udsatte grupper i samfundet og indgyde børn, ældre, voldsramte kvinder og alvorligt syge håb og LIVSMOD. Det er med udgangspunkt i denne historie, at vi ved disse LIVSMOD-aftener hvert efterår forsøger at belyse begrebet livsmod fra forskellige vinkler.