Sygeplejerske søges til Lukashuset, ansøgningfrist 12. december 2017

Danmarks første børne- og ungehospice Lukashuset er i rivende udvikling, derfor søger vi en sygeplejerske, der brænder for arbejdet med palliation til børn og unge med livstruende og livsbegrænsende sygdomme.

Stillingen er på 28-32 timer/uge i skiftende vagter. Weekendvagt hver 3. weekend i 12 timers vagter. God mulighed for at få indflydelse på vagtplanen.

Lukashuset modtager børn i alderen 0 -18 + fra hele landet, og har fire familieenheder, hvor hele familien indlægges til aflastning og specialiseret palliativ behandling og pleje. Indlæggelsestiden varierer fra få dage til måneder. Dette stiller krav til sygeplejerskerne, som skal kunne skabe og rumme både korte og længerevarende relationer med barnet og familierne med afsæt i familiecentreret sygepleje.

Vi tilbyder en specialiseret tværfaglig indsats med fokus på symptomlindring af fysisk, psykisk, social, åndelig og eksistentiel karakter. Fx farmakologisk og nonfarmakologisk lindring af smerter, kramper, angst, åndenød, mavetarmproblemer og kvalme. Vi yder kompleks sygepleje til børn i respirationsunderstøttende behandling. Aflastende og støttende indsatser målrettet søskende, forældre og andre pårørende. Særlige indsatser ved livsafslutning og efter døden.

Målet er at fremme fysisk og psykisk velbefindende, med fokus på livskvalitet, ved at aflaste forældrene i den daglige pleje og ved at lindre, fx ved lejring, afspænding, massage, oplevelse af vægtløshed i vand, og andre sansestimulerende lindringsformer

Opholdet i Lukashuset skal styrke den enkelte familie til at overkomme hverdagen med et livstruet sygt barn. Indsatserne målrettes det syge barn, men i høj grad også søskende og forældre. Disse indsatser består blandt andet af familiestøttende hverdagsaktiviteter, familiestøttende og rådgivende samtaler, netværksstøttende indsatser og undervisning.

Vi søger en sygeplejerske som: 

  • har erfaring, gerne indenfor pædiatri, palliation eller sundhedspleje
  • er interesseret i at arbejde med livstruede syge børn og unge, samt deres familier med afsæt i familiecentreret sygepleje
  • trives i en omskiftelig hverdag med både kronisk og akut syge børn i korte og lange indlæggelsesforløb
  • kan lide at tage initiativ og arbejde selvstændigt
  • har høj faglighed og professionalisme, og evner at omsætte teori i praksis, også i pressede situationer
  • tager ansvar for, og bidrager aktivt til den faglige udvikling, da Lukashuset er nyt,både når det gælder rammer og indhold
  • er god til at bevare overblikket og håndtere uforudsete situationer
  • er engageret og ansvarsbevidst samt vil være med til at styrke et godt samarbejde mono-og tværfagligt og tværsektorielt
  • er en god kollega, der bidrager til et godt arbejdsmiljø og har gode samarbejdsevner.

 

Vi kan tilbyde dig:

  • en spændende hverdag på et højt specialiseret hospice hvor børnene og deres familier er i centrum
  • godt fælleskab og bred erfaring
  • rig mulighed for faglig og personlig udvikling
  • et afsnit med både korte og lange indlæggelsesforløb
  • helhedsorienteret sygepleje til børn, unge og deres familier
  • tværfagligt samarbejde internt og med hospitaler, kommuner og andre institutioner
  • stor mulighed for at sætte dit præg på arbejdet
  • udviklingsarbejde indenfor interesseområder i tæt samarbejde med teamet
  • en arbejdsplads, hvor der er fokus på arbejdsglæde og vigtigheden af et godt arbejdsmiljø, hvor det faglige fælleskab vægtes højt

 

For yderligere information, er du velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Nanette Quistorff på tlf. 24902491 eller mail naqu@sanktlukas.dk. Se også www.sanktlukas.dk

Send din ansøgning vedlagt CV til naqu@sanktlukas.dk senest d. 12/12/2017 kl.12 Samtaler afholdes 15. december

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem DSR og Danske Regioner.

Vi indhenter børneattest på alle medarbejdere.

Hent opslag

Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er en diakonal organisation og en moderne arbejdsplads med ca. 400 medarbejdere og mere end 100 frivillige. Stiftelsen har en bred aktivitetsprofil omfattende hospice, udgående hospiceteam, og Lukashuset, plejehjem, dagsinstitution, kirke, bofællesskaber, mødested og rådgivningstjeneste, og et refugium i Smidstrup Strand. Opgaverne løses i samarbejde med et stort netværk af samarbejdspartnere – stat, regioner, kommuner, kirkelige organisationer og tværfaglige netværk.

 Stiftelsen, der har en mere end 115 årig historie, hviler på et folkekirkeligt grundlag.